Skal kunst provokere?
Den ti meter høj skulptur ved Amagerbro har vakt debat gennem de sidste par år. Nu er den opført!
Det kunstneriske formudtryk den har, medvirker (for nogle) til en anderledes (symbol)fortolkning end måske forventet …. Eller?
Nogle ser en buttplug i værket, andre ser Vor Frelsers Kirkes snoende spir og andre noget tredje.
Nogle journalister skaber en fortælling om, at kunst skal provokere, dette summede jeg over med min friskmalet eftermiddagskaffe ved vores atelier, med et blik ud over Bøgestrømmen denne, trods solen skinner, lidt kølige 1 oktober.
Kunst behøver ikke nødvendigvis at provokere, men det kan være en af dens målsætninger eller funktioner. Kunst kan tjene mange formål, herunder at underholde, udtrykke følelser, formidle ideer, udfordre tankegange, reflektere over samfunds- eller politiske spørgsmål, og ja, nogle gange at provokere.
Provokerende kunst kan være kontroversiel og udfordre konventionelle normer, værdier og opfattelser. Den kan tvinge beskueren til at tænke dybere, stille spørgsmål og engagere sig på en følelsesmæssig eller intellektuel måde. Provokation i kunsten kan også bidrage til at skabe diskussioner og debatter om vigtige emner i samfundet.
Men det er vigtigt at bemærke, at kunst ikke er begrænset til at provokere. Kunst kan også være beroligende, smuk, inspirerende eller blot dekorativ. Der er en bred mangfoldighed af kunstudtryk, og kunstnere kan vælge forskellige tilgange afhængigt af deres intentioner og mål.
Så selv om provokation kan være en kraftfuld mekanisme i kunst, er det ikke kunstens eneste formål. Kunstens styrke ligger i dens mangfoldighed og evne til at berige, udfordre og røre på mange forskellige måder.
Afslutningsvis et blik på et af mine værker til en forårsudstilling 2024 med overskriften ”HVORFOR!!
Jeg undlader helst at tolke eller vise en vej ind (eller ud…af mine værker) … men jeg vil gerne dele nogle af tankerne bag værket: Lærdommens hav. I dette værk er der en b-plug centralt placeret i værket!
En b-blug i et kunstværk? Det må da være for at provokerer. Nej, det er ikke udgangspunktet i værket ”Lærdommens hav”, der er et samfundspolitisk værk. Tanken er at det skal skabe refleksion og samtale om vores forhold til magthaverne, til os selv og ikke mindst til hinanden. Så plugen bliver et symbol på noget andet, den er metallakeret, hvorfor beskueren vil kunne spejle sig i den, når de går tæt på værket for at finde ud af hvad der står i den næsten gemte tekst bag passepartout.
Passepartout er rykket helt frem til glas, hvorved værket bliver 3 dimensionalt, og tvinger beskueren til at gå tæt på netop for at læse tekstafsnittene (hvoraf en sætning er næsten gemt). Tekst uddragene er i øvrigt fra digtsamlingen HOST (side 11). Hvad får dig til at forholde dig til værket; en plug, eller at du pludselig ser dig selv i den?
Som kunstner er det derfor et symbolsprog, og ikke en provokation. Naturligvis med den respekt for de der måtte føle at det går over deres grænser. Til dem kan jeg kun sige undskyld, og kig den anden vej.
Er det kunst når et værk bl.a. prøver fortælle os, at vi måske har hovedet oppe i numsen (ups) på os selv? Det er der kun én der kan afgøre! Og det er DIG! Du er beskueren og det er derfor din oplevelse, der er svaret for netop dig.
Velkommen i oktober.
Michael Reith.
